Hjem

Historien bag Vindeholme

For knap 100 år siden - i 1910 - blev Vindeholme bygget , midt i den småbladede lindeskov, 15 km. syd for Nakskov på Vestlolland.

Baggrunden for placeringen var et godt forhold mellem to brødre. I 1891 erhvervede Grev Ludvig Reventlow, Rudbjerggaard med tilhørende skove og jordtilliggender. Hans bror Grev Ferdinand Reventlow, der i mange år havde tjent som diplomat, senest som gesandt i Paris, havde længe ønsket sig at finde sig et sted, hvor han kunne trække sig tilbage.
Da Grev Ferdinand ikke kunne finde en passende ejendom, blev han og broderen enige om, at han købte en del af ejendommen Rudbjerggaard.

Grev Ferdinand Reventlow valgte at bygge bag diget, hvortil venderne (heraf vendernes holm = Vindeholme) antagelig ikke kunne sejle længere. Huset blev tegnet af Arkitekt H. C. Amberg. På trods af Grev Ferdinands ellers beskedne livsstil, blev slottet bygget særdeles smukt og præsentabelt, og det var hans ønske, at man fra stuerne på beletage kunne se ud over Østersøen.

I dag drives ejendommen af Gustav von Rosen, som er stedsøn af Einar Reventlow, en grandnevø af Ferdinand Reventlow.

 

Pro2 webbureau